Cut me open

Et spaophold i weekenden var ikke nok getaway for mig, jeg måtte lige på et par dages ophold på sygehuset også.

Mandag

Da mandag blev en rigtig MANDAG.

Det hele startede med at Lille C. og jeg skulle holde fri og bare rå-hygge.

Om formiddagen begynder jeg at få lidt ondt i maven og tænker at det må vi vidst GÅ væk. Så vi går en tur ned og hilser på køerne og leger lidt på legepladsen.

I løbet af dagen forværres det dog – og da Dennis lander, forsøger vi igen at gå tur, men det bliver bare værre.

Lyt til mavefornemmelserne

Et par timer i sengen og lidt aftensmad senere, beslutter jeg mig alligevel for at ringe til lægevagten.

Han vil gerne kigge på mig – 40 km væk – på nærmeste sygehus.

Jeg starter med at være afvisende og foreslår at se det an til næste dag, hvor min egen læge (lige ved siden af) er åben. Men han vil så notere at jeg mod hans ordre, fravælger undersøgelse.

Afsted med mig

Jeg tænker mig lidt om, arrangerer det praktiske og får Dennis til at køre mig afsted.

Efter forholdsvis kort ventetid og en aftensmad på retur på patient-toilettet, kommer jeg ind til vagtlægen, som spør´, føler og trykker. Derefter bliver jeg indlagt, med mistanke om blindtarmsbetændelse.

Når lægen ved bedst

Det går bedre, og jeg finder hvile i hospitalssengen – typisk. Så var det nok bare en virus, som røg ud med aftensmaden.

Det bliver taget diverse blodprøver og målinger…

Lægen der tilser mig om aftenen, griner lidt af mig og mener ikke der er grund til at mistænke blindtarmsbetændelse, når smerterne ikke er værre. Og jeg ligger tilbage med følelsen af, at jeg aldrig skulle have ringet til vagtlægen.

I løbet af natten har jeg det bedre og næste morgen er jeg stort set smertefri.

Klokken 8.00 kommer samme læge, som aftenen før. Han giver mig lige sit “Som jeg allerede vidste” smil, da han mærker på mig og smerterne stadig er minimale. Og meddeler, at jeg efter et besøg hos gynækolog, nok vil blive udskrevet i løbet af formiddagen.

Når lægen VED bedst

Besøget hos gyn. var yderst ubehageligt – sidst jeg fik den slags “behandling” havde det med Mynte at gøre.

Og alt var fint i den tomme mave.

Tilbage til stuen, hvor jeg ligger længe og afventer, om jeg må få lidt mad, da jeg jo er sat på som fastende ved indlæggelsen.

Men der afventes besøg fra blodprøvedamen.

Og så fra lægen.

Men! At være den sidste i rækken på lægerunder, er ingen skam. Jeg har prøvet, at vi var de første de susede ind til. Hos Mynte var der ingen ventetid.

Ved 12 tiden kommer lægen (en ny læge). Hun mærker. Alt er som det har været siden indlæggelsen. Og jeg siger til hende, at jeg føler mig nærmest smertefri.

Hun kigger på mig: “Det kan godt være, at du tror du ikke har ondt, og at smerterne sidder midt i maven, men det er hernede i maven, jeg kan se og høre det på dig” “Jeg er ret sikker på at du HAR blindtarmsbetændelse”.

I øvrigt viste mine blodprøver fra både mandag aften og tirsdag formiddag, at der var infektion. Så jeg bliver sat til akut operation – altså akut, indenfor de næste timer.

Fastende på 14. time

…og sidste måltid var endda kommet retur. Venter jeg endnu engang. Der kommer en narkoselæge og spørger lidt. Derefter en læge fra kirurgisk, som fortæller om risici, og siger at de kigger ind -og er blindtarmen fin, lader de den være.

Tak.

Og så kl. 16. bliver jeg hentet.

…Drøm sødt

Det var nogle lange minutter, jeg lå på briksen inden jeg blev lagt til at sove. Tankerne fløj rundt. Sidst jeg lå her, ventede jeg på Mynte. Gangen før det, Cornelius. Lægerne blev ved med at fortælle mig, at der jo altid er risici ved indgreb, og mine tanker fløj videre. “Tænk på noget godt, inden du sover, Chili” “Har I været på ferie? Tænk på det”.

Mit hovede kørte rundt. Jeg var så bange for at det gik galt. Så alle mine tanker om Mynte, måtte jeg udskifte med Dennis og ungerne på en sandstrand. Tænk, hvis tanker om Mynte, ville hive mig den vej.

Jeg er normalt ikke dødsangst. Men jeg var virkelig bange. Og jeg var helt sikker på, at de ville ende med at finde en sund og rask blindtarm.

Vågnede heldigvis op igen

Omkring klokken seks, var jeg vågen – og en blindtarm fattigere.

Kirurgen fattede slet ikke, at den var syg, med de få smerter jeg følte.

Hold op – jeg er glad for at vagtlægen i telefon “truede mig”, at vagtlægen på hospitalet sendte mig videre – og at det var lige præcis hende lægen, som kiggede til mig tirsdag, og som valgte at sende mig til operation.

Maven kalder på mad.

Kan I have det dejligt.

Chili

2 comments / Add your comment below

  1. Sikke da en omgang. Arbejder selv på en afdeling som den der modtog dig. Fasten er næsten det værste i udsættes for. Sikke da uenige de læger var. Godt du blev set af flere forskellige. Håber du hurtig kommer dig.

Skriv et svar